Skrevet af Christina Guldhammer, Senior Consultant Dossier

Det ruller ind over os som en kæmpe tsunami i disse dage. Information, retningslinjer, de gode råd og deciderede krav til, hvordan vi skal forholde os til COVID-19. Hvis vi ikke allerede er forvirrede og usikre, så skal denne velmente kæmpebølge nok gøre os det.

Ét er, hvad vi som privatpersoner forholder os til. Hvordan vi sorterer i de mange kilder og skiller skidt fra kanel. For alle kilder derude er bestemt ikke lige troværdige, og tungen skal holdes lige i munden. 

Noget helt andet – og langt mere kritisk – er, hvordan organisationer, som rent faktisk skal håndtere Covid-19 direkte, får delt information og viden og trænet deres arbejdsstyrke til at passe på sig selv og hinanden, mens det her står på.

Selvom mange organisationer i dag har massevis af digitale værktøjer til at dele information og viden, så kan vi ikke på baggrund af dem med sikkerhed vide, hvem der har taget information og viden til sig. For her skubber vi den ud og følger ikke direkte op hos modtagerne. 

Hvad decideret træning og læring angår, så er det vigtigere end nogensinde nemt og enkelt at kunne tildele lige præcis det rette til den enkelte og følge op på gennemførsel.

Overblik og gennemsigtighed er nøgleordene. 

Alle smøger lige nu ærmerne op og gør sit for at bidrage til at komme hele ud på den anden side. I Dossier, hvor vi netop arbejder med styring af kompetencer, har vi lavet en plug-and-play løsning, der konkret hjælper med at få den rette information og træning ud til alle relevante medarbejdere og viser, hvem der har modtaget hvad. Det er bare ét blandt mange bidrag derude – men ét vi er virkelig glade for at kunne dele.

For information og træning kræver mere end blot en stor megafon til at råbe folk op. Når vi har brug for helt specifikke kompetencer, der udmønter sig i en konkret ønsket adfærd, så skal der som minimum også være en tilbagemelding – ellers farer vi i blinde og har svært ved at evaluere effekten af vores tiltag.

På den anden side af alt det her ser vi frem til at fortsætte arbejdet med at støtte op omkring effektiv kompetenceledelse og -styring. For hverdagen vender tilbage, og alle vores erfaringer fra denne periode skal nok vise sig værdifulde på mange ledder og kanter.

Pas godt på jer selv og hinanden, til vi ses igen.

#DossierDanmark #Kompetenceledelse #Sundhedsvæsenet #COVID-19 #Sikre kompetencer